onsdag den 27. november 2013

Gravid #1

Tusinde tak for alle jeres søde kommentarer i går - I er for dejlige! Som lovet kommer der "et afsnit" om min graviditet indtil nu - med både de gode og de dårlige ting.

I dag er jeg 15+0 og har overstået 37,5 % af min graviditet, hvilket både er helt fantastisk og vanvittigt skræmmende. Fantastisk fordi jeg virkelig ikke er vild med at være gravid - faktisk har jeg dage, hvor jeg ligefrem hader det! Men samtidig er det pisse skræmmende, fordi når graviditeten slutter står jeg med en baby regner jeg da med.

Sandheden er, at vi faktisk har forsøgt at få børn i over et år uden at det lykkedes og vi endte med at skulle på fertilitetsklinikken og tjekkes for at se om der var noget galt med os. Da brevet kom med posten med en tid gik jeg fuldstændig i panik. Fuldstændig! Jeg tudede og tudede og tudede og endte med endelig at gå til bekendelse overfor Hr. Kæreste; jeg havde et stykke tid genovervejet hele baby-beslutningen, fordi jeg ikke følte mig klar. Tanken skræmte mig og jeg var overbevist om, at jeg aldrig skulle have børn - det var jeg overhovedet ikke interesseret i. Hr. Kæreste blev virkelig ked af det, men accepterede min beslutning - et par måneder senere stod jeg med en positiv graviditetstest og tudede igen!

Jeg brugte de første 2-3 uger efter omkring 6 positive tests på at være skiftevis rasende og virkelig ked af det. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre, men alligevel overvejede jeg ikke abort så meget som en enkelt gang. Jeg er ikke modstander af abort, men jeg kunne slet ikke forestille mig at udsætte min krop for det, medmindre det var fuldstændig uundgåeligt (f.eks. graviditet pga. voldtægt). Hr. Kæreste var overlykkelig, men brugte enormt meget tid på at trøste mig og have ondt af mig - det var faktisk skide synd for ham.

Vi bestemte os for ikke at fortælle det til nogen, før jeg var blevet nakkefoldsscannet både på grund af risikoen for spontan abort, men også fordi jeg gjorde det klart for Hr. Kæreste at hvis jeg mistede den, var jeg ikke interesseret i at prøve igen - og hvis først hele familien ved at man har været gravid, ligger der et ret stort pres for at prøve igen. Men den plan blev desværre fuldstændig ødelagt, da jeg pludselig begyndte at bløde en dag jeg var på besøg hos min mor. Det blev til en tur til læge og en tur til tidlig scanning (med min mor på slæb) før jeg var rolig igen og det var så første gang jeg fandt ud af, at jeg måske alligevel var begyndt at holde af det lille kræ i min vom. Nå ja, og så fandt min mor jo så ud af at hun skulle være mormor for første gang og var rimelig meget oppe at køre :)

Men selvom jeg så småt er begyndt at forlige mig med tanken om at jeg er gravid, er det bestemt ikke noget jeg nyder - men mere om det en anden dag, for dette indlæg blev en del længere end jeg lige havde planlagt!

15 kommentarer:

  1. Fik ikke lige skrevet det i går, men tillykke med graviditeten. :D
    Men sikke en historie. Kan godt forstå du har haft mange tanker om det. At få et barn er livsændrende. Men det er flot, at du gør det alligevel, og der skal nok komme noget godt ud af det. :) Det er jeg sikker på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :)

      Det regner jeg med - i hvert fald bliver det fedt at få en at læse højt for :P

      Slet
  2. Det lyder som en værre tid du gennemgår i øjeblikket (kan man kalde - i alt - ni måneder "i øjeblikket"?), ikke at jeg på nogen måde kan retfærdiggøre at kunne vide hvordan du reelt har det. Jeg ønsker dig alt godt, og endnu engang tillykke til dig og Hr. Kæreste ^^

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :)

      Ja, det er rimelig hektisk og hormonerne gør det så absolut ikke bedre! ;)

      Slet
  3. Arj, jamen jeg fik slet ikke skrevet tillykke til dig i dit i indlæg igår, for jeg havde slet ikke set det, BlogLovin' vil ikke altid vise nye indlæg... Træls!

    Men stort tillykke, og jeg kan sagtens følge dig, jeg havde det også ekstremt ambivalent med min graviditet, jeg vidste ikke om jeg nogen sinde ville være klar (mentalt) til T's ankomst, ville jeg elske ham, ville jeg blive en god mor? Så istedet for at nyde det liv der voksede inde i mig, bekymrede jeg mig 80% af tiden og fik panik/angst anfald hver anden dag - jeg overdriver ikke!

    Nu ved jeg ikke om du følger med hos Lortemor, men hendes Albert var ikke planlagt, hun har skrevet lidt om det - måske det kan hjælpe lidt?

    Jeg havde en snigende mistanke om det, da du kommenterede mit babymads indlæg ;) ;)

    - Maj :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :)

      Åh, du har ingen ide om, hvor rart det er at vide at jeg ikke er alene om angsten - især når jeg har fulgt dig så længe og kan se hvor godt du klarer det med Tristan! Jeg er virkelig glad for at jeg har en mand, der er så klar på at blive far - er sikker på det nok skal hjælpe mig igennem graviditeten og den første tid med baby.

      Nej, overhovedet ikke, men har været ovre hos hende og lure og er nu fast følger - hun er skøn! Tusinde tak for henvisningen :D

      Ja, jeg er allerede begyndt at tænke på sådan nogle ting - fødslen og amning springer jeg let over, men babymad og hvor den skal sove fast fylder meget i mit hoved ;)

      Slet
    2. Du er sød - tusind tak!!
      Jeg er også selv nået dertil, at hey, jeg er sq da egentlig en ret god mor! Så jeg er kommet langt på 11 mdr, når jeg tænker på hvor meget jeg tvivlede i lang tid, på om jeg overhovedet kunne finde ud af at være det der mor ;)

      Og ja, at din mand er klar til at blive far, er et kæmpe plus i jeres situation, for sådan var det også for os ;)

      Jeg laver snart et indlæg ang mad til T, hvilke fodfejl jeg lavede, hvad han spiste, hvordan etc. Så er der lidt "inspiration" at hente!

      Hav en dejlig 1. december!!

      - Maj :D

      Slet
  4. Nu forstår jeg endnu mere, at det har været svært, og at det har krævet rigtig mange tanker. Det må ikke have været sjovt for hverken dig eller Hr. Kæreste - men det lyder som om, I begge har taklet det så godt, som I nu har kunnet. Det er sgu helt i orden både at være rasende og ked af det - specielt når du var nået frem til konklusionen om, du ikke ville have børn. Det må jo også have været en ret stor beslutning.

    Jeg håber på, det efterhånden bliver bedre - både på det fysiske og psykiske plan. Jeg er i hvert fald overbevist om, at du bliver en god mor uanset hvad :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en skøn kommentar! Det var nemlig hamrende svært at tage så stor en beslutning som det er at fravælge børn og så bagefter blive smidt ud i hele graviditetsdelen alligevel. Total kaos ;)

      Og tusinde tak - jeg håber virkelig, jeg klarer mor-delen godt. Det er jo et kæmpe ansvar :O

      Slet
  5. Endnu engang stort tillykke søde - Trods alt. <3

    Jeg kan sagtens forstå at det har været en kæmpe omvæltning for både dig og kæresten. Det er meget der pludselig ændres, meget der skal laves om og tages hensyn til. Mange ting at tackle på én gang. Men det lyder som om I har gjort alt hvad I kunne, og at Hr. Kæreste støtter dig så godt som han kan hele vejen. I både op- og nedture. ;)

    Jeg håber stadig at du kommer med til bogbloggertræffet næste forår, og ikke lider under for store "bivirkninger" af graviditeten. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :D Både for tillykke og for de søde ord <3
      Jeg er virkelig heldig med ham og ved slet ikke hvordan jeg skulle komme igennem det uden ham (på den anden side ville det jo så heller ikke være nødvendigt haha) :P

      Jeg regner så bestemt med at komme - de andre piger skal jo have et lift :D Og jeg glæder mig så meget til at se jer alle sammen igen :)

      Slet
  6. Tillykke!!! Hvor er det typisk der altid sker noget spændende når man ikke har haft tid til at tjekke bloglovin. Jeg er glad for at høre at alting alligevel endte godt. Ærligt så tror jeg heller aldrig selv jeg får følelsen af at blive klar til at få børn. Det er bare sådan en stor beslutning, men jeg tror du bliver en fantastisk mor. :0) Glad for at du har planer om at vende tilbage til bloggen. Du har været savnet. :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak for alle dine søde ord :D
      Jeg håber virkelig selvsikkerheden omkring mor-delen dukker op på et tidspunkt. Ellers må jeg jo tage det som det kommer ;)

      Slet
  7. Sådan et velskrevet indlæg, og hvor er du dog modig at blotte følelserne på den måde! Jeg forstår godt de modstridende følelser, det må jo være en meget pludselig og voldsom omvæltning pludselig at skulle forholde sig til.

    Ikke desto mindre, stort tillykke! :') Jeg håber, du går lysere tider i møde med det hele! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :D Jeg regner med det hele nok skal blive godt til sidst :)
      Det har været helt utrolig hårdt, men det hjælper at jeg har den sødeste og mest hjælpsomme mand <3

      Slet