tirsdag den 7. januar 2014

Lola og retfærdighedens bog - Janne Hejgaard

Originaltitel: Lola og retfærdighedens bog
Forfatter: Janne Hejgaard
Serie: Lola midt i verden #1
Forlag: Klim
Sider: 254
Udgivelsesår: 2011
Læst på: Dansk
Dansk titel: Lola og retfærdighedens bog
Kilde: Anmeldereksemplar fra forfatteren







Første sætning: Lola kiggede sig omkring.


***

Lola er lige vendt tilbage til Danmark efter syv år i Afrika. Hun er ved at indrette sit nye ­værelse, da hun finder en mystisk bog. Hun viser den til sin nye klassekammerat, Vik, og de to går i gang med at oversætte dens afrikanske tekst. Bogen er en troldomsbog, mener de, og for at finde ud af, om det er rigtigt, beslutter de at afprøve en af trylleformularerne.
Det skulle de aldrig have gjort. Eller skulle de? Lola er bange og fuld af tvivl, og hun får det ikke bedre, når hun husker på den ulykke, der skete med en af hendes venner, mens hun boede i Afrika. Var det også hendes skyld? Ligesom alt det med Camilla og Soffi…


***

Noget af det allerførste, jeg bed mærke i da jeg begyndte at læse historien om Lola, var det skønne sprog. Som læser føler man sig ikke talt ned til eller fordummet, hvilket jeg ofte synes er problemet i børnebøger. Samtidig var det ikke kørt op til at være mere end det var; en ganske udmærket børnebog om et usædvanligt emne.

Janne Hejgaard får Lola til at fremstå så levende og ægte at man ikke kan andet end at holde af hende. Hun begår fejl, udvikler sig og tilpasser sig sin nye hverdag på en troværdig måde, der er nem at relatere til. Hun er nysgerrig og sød, men også lidt af et brushoved. Generelt er persongalleriet rigtig godt, selvom jeg synes det virkede en smule ekstremt til tider. Camilla og Vik var begge interessante personer, men de blev for meget et par steder.

Historien har centrum både omkring den mystiske bog, men ligeså meget omkring det at være ny i en klasse og skulle tilpasse sig. Lola er så anderledes i forhold til de andre og det er en kamp for hende at vænne sig til at være i Danmark. Hendes viljestyrke og kampgejst var fantastisk og er helt sikker med til at gøre bogen mere interessant for piger på hendes alder - Lola tror nemlig på sig selv og går sine egne veje. Historien om den mystiske bog var interessant, men ikke så fremtrædende som jeg havde forventet. Historien udvikler sig ved at give svar på spørgsmål, samtidig med at flere nye spørgsmål dukker frem. Der er hele tiden noget, man gerne vil vide og på den måde forbliver bogen spændende hele vejen igennem.

Selvom jeg ikke er en del af bogens målgruppe, fandt jeg bogen underholdende og jeg ser meget frem til at læse fortsættelsen om Lola.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar