Forfatter: Holly Black & Cassandra Clare
Serie: Magisterium #1
Forlag: Scholastic Press
Sider: 304
Udgivelsesår: 2014
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: ARC
Første sætning: From a distance, the man struggling up the white face of the glacier might have looked like an ant crawling slowly up the side of a dinner plate.
***
Tror du at du kender til magi?
Tro om!
The Magisterium venter
De fleste mennesker ville gøre hvad som helst for at komme ind på Magisteriummet og bestå Jern Testen. Ikke Callum Hunt. Call har hele sit liv fået at vide at han aldrig skal stole på en magiker. Og derfor gør han sit bedste for at fejle - men fejler i at fejle.
Nu må han indtræde i Magisteriummet. Det er et sted, der både er opsigtsvækkende og dyster. Og Call indser at det har mørke forbindelser til hans fortid og en snoet vej til hans fremtid.
Jern Testen er kun begyndelsen. Calls største test er stadig på vej...
***
Lad mig starte med det, alle tænker: Er dette endnu en Harry
Potter efterligning? Nej! Tro
mig, det er det ikke. (Og kan vi lige et øjeblik lade være med at kalde alle
bøger omkring drenge og magiske skoler for Harry Potter efterligninger? J.K.
Rowling opfandt ikke ligefrem det plot!) Jeg synes rent faktisk at Cassandra
Clare og Holly Black har skabt et ret fedt koncept og en fed magisk skole.
Selve magien var interessant og den måde, eleverne skulle igennem skolen på var
fascinerende. Generelt var jeg meget interesseret i hele verdensopbygningen,
men det var bare ikke nok af den. Jeg ville vide mere om magien, om skolen, om
fortiden. Jeg hadede at der blev snakket om personer, som ikke blev forklaret
yderligere før langt senere (og nogle gange slet ikke) selvom jeg godt er klar
over, at det er for at få verdenen til at virke større – eller det regner jeg i
hvert fald med. Under alle
omstændigheder irriterede det mig!
Jeg brød mig ikke om Call, mest fordi jeg overhovedet ikke
var interesseret i ham. Jeg følte ikke, jeg kom til at kende ham eller nogle af
de andre personer. Jeg følte mig derimod som en udeforstående, der stod og
kiggede på – på intet tidspunkt blev jeg revet ind i historien. Det virkede dog
godt at Call ikke havde tonsvis af medgang. Han havde svært ved at få venner og
hans ben var en seriøs hindring for ham (det meste af tiden). Han var nødt til
at arbejde hårdt for at få det til at fungerer for sig. Jeg ville virkelig
gerne kunne lide Master Rufus, men han virkede fraværende og arrogant og
temmelig irriterende. Den eneste, jeg egentlig brød mig om, var Calls far – ham
forstod jeg i det mindre en del af tiden.
Det meste af historien var omkring skolen og Calls problemer
med de andre studerende og alt for lidt af historien havde at gøre med ’the
big, bad evil’. Der kommer ikke nogle ordentlig afsløringer før nær slutningen,
hvilket giver en meget flad spændingskurve og det gør bogen en smule kedelig.
Det ville være bedre, hvis den gik lidt mere op og ned – kurven altså!
Den eneste grund til at The Iron Trial får 3 stjerner
fremfor 2 er på grund af det store twist i slutningen. Jeg havde en ide om,
hvor det hele bevægede sig hen af, men jeg havde ikke slet ikke forudset
slutningen. Den var vildt spændende og vild og jeg overvejer meget at læse den
næste i serien, når den udkommer, selvom jeg egentlig ikke var særlig imponeret
over The Iron Trial – det beviser bare, hvad en fantastisk slutning kan gøre!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar