mandag den 17. november 2014

Nedtælling

I dag har Manden haft barsel i 4 uger og der er 14 dage til han igen skal trække i arbejdstøjet. Han har barsel, fordi jeg er i praktik og ikke kan have Pigebarnet med i skole, hvis en af de sædvanlige sittere ikke har tid. Det var en løsning, der ikke faldt i god jord hos hans arbejdsgiver og som udløste en besked om, at 'han jo så ikke skulle ønske en masse ferie, for han havde jo gået hjemme hele sommeren'. Klaphat! Han gik hjemme, fordi han blev opereret, fordi han kom galt af sted mens han var på arbejde! Nå, nok om det.

Pointen med indlægget var nedtællingen. Hver morgen, når jeg vågner, er min første tanke, at nu er der kun så og så mange dage til han igen smutter. Og jeg kan ikke klare det. Jeg får mere og mere ondt i maven. Mindre og mindre lyst til at fortsætte studiet. Jeg er kommet så vidt, at jeg næsten håber på at han bliver fyret til vinter, så han kan komme hjem. Selvom jeg jo godt ved at det er åndssvagt. Men før han gik på barsel, var jeg tæt på at gå ned - det kommer der et indlæg om på et tidspunkt. Han var på Sjælland 4 dage i ugen - fra mandag morgen kl. 4-5 til torsdag aften kl. 21-22. Og ja, han havde fredag (og weekenden) fri og det var ren luksus. Men at stå alene med en baby, en hund og et studie efter at have haft Manden hjemme hele sommeren er sgu hårdt!

Jeg vil jo bare gerne have tingene til at fortsætte som de er nu, så jeg kan beholde den smule overskud, jeg har samlet op og den glæde, min lille familie giver mig hver dag. Nu vil jeg gå i seng. I morgen, når jeg vågner, er der kun 13 dage...



4 kommentarer:

  1. Kan i ikke tage en 'alvorlig' snak? Det er jo helt vildt, at du alene skal klare alt med en nyfødt baby på armen, du burde jo have ro omkring dig så du kan finde dig til rette med den nye tilværelse. Og ham arbejdsgiveren... det skal i simpelthen ikke finde jer i! I har ret til den barsel og hvis han klager, så gå til fagforeningen! Hold kæft en nar.

    SvarSlet
    Svar
    1. Han er virkelig en klaphat! Men selvom det ville være fantastisk at tage kampen med arbejdsgiveren (og vinde - retten er jo på vores side) så har vi ikke råd til at han skal gå på barsel længere, nu hvor vi skal flytte. Så alternativet er at jeg har så mange hjemmedage så muligt (hurra for manglende mødepligt) og så bare kommer igennem så godt vi kan indtil juli.

      Slet
  2. Arbejdsgiveren er da en total nar, og han skal slet ikke komme med sine "trusler" - Dem kan I tage direkte til fagforeningen, hvis han vil gøre alvor af dem. Det er i strid med så mange regler at enhver advokat inde på kontoret vil elske at tage den.

    Og så må I vist have en snak og manden igang med at finde et nyt arbejde eller noget helt andet. Det holder jo ikke at han er væk mere end halvdelen af ugen, han ikke får set jeres skønne datter og at du kører dig selv helt ned. Sådan skal det jo ikke være, hverken nu eller senere hen, når hun bliver større. Han må da kunne finde noget tættere på eller få en anden ordning? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, men det er arbejdsgiveren i en nøddeskal - han er virkelig et fjols!

      Han ville elske at finde andet arbejde, især noget, hvor han kan have 7-16 job. Men nu hvor vi skal flytte er vi afhængige af hans høje indkomst og han har ingen uddannelse, så det gør ikke jobsøgningen lettere. Men det går ham virkelig også på at han skal væk fra hende (og fra mig, regner jeg stærkt med haha).

      Slet