Private nyheder (og nej, jeg er ikke gravid!)

Så har jeg igen været fraværende længe. Jeg har både sendt og modtaget min Secret Santa gave (I kan se hvad jeg fik lige her), men min tid er forsvundet ned i et sort hul af bekymringer og jeg er først nu ved at finde overskuddet igen. Langsomt, men forholdsvis sikkert.

Der er nemlig sket to store ting i mit liv den sidste måned. To ting, der ændrer min hverdag og som har lært mig utrolig meget om mig selv. Den ene er god og den anden er dårlig. Lad os starte med den gode!

Vi har købt hus. Det er stort, grænseoverskridende og helt fantastisk. Vi overtager huset første februar, men der er lige nogle småting (såsom gulvvarme og trægulv) der skal ordnes, inden vi flytter ind. Det bliver så vildt at flytte i noget, der er vores helt eget og jeg er så småt begyndt at glæde mig. Men jeg var flere gange ved at bakke ud i processen. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have huset, men fordi jeg er elendig til forandring (og en flytning er en ret stor forandring) og fordi jeg synes, det er vildt at binde sig til et lån i så mange år! Men Manden fik mig overbevist om, at det var en god ide og kun 5 dage efter vi havde set huset, havde vi skrevet under.

Den dårlig nyhed er, at skolen jeg arbejder på lukker til sommer. Det har været undervejs længe, men vi har selvfølgelig håbet på at politikerne tænkte sig om og tog det rette valg for os og for eleverne. Det gjorde de så ikke. Det betyder at en del af os skal fyres og dem, der ikke skal fyres skal overflyttes til en anden skole. Begge dele er lige rædselsfulde for mig og endnu værre er det at vi først får svar i januar - den endelig besked om at skolen skal lukkes kom d. 18. november. Det er virkelig længe at gå i en svævende usikkerhed. Det har ramt mig en del hårdere end jeg troede. Jeg har haft mange nærmest søvnløse nætter og jeg går rundt med en lille knude i maven hele tiden. Faktisk er det blevet så slemt, at min chef har tilbudt mig at komme til psykolog - noget, jeg pænt sagde ja tak til. Der var jeg så i går og det var en kæmpe øjenåbner. Jeg indså så mange ting om mig selv og hvorfor jeg er så opsat på at 'alt skal være som det plejer' og fik samtidig redskaber til at kunne komme videre og ikke være så hæmmet af det længere. For jeg er kontrolfreak og jeg hader forandring. Min faste rammer skal være netop det - faste! Jeg klynger mig til trygheden og det kendte og hvis der skal ske noget, skal det være planlagt til mindste detalje. Sådan har jeg ikke altid været, men sådan er jeg nu. Og jeg ønsker ikke at mit liv skal bremses af det, så jeg er utrolig glad for det lille skub, min chef gav mig. Sagen er den at jeg elsker mit job. ELSKER! Jeg har de bedste kollegaer, den rareste chef og de mest fantastiske elever. Men jeg er nødt til at erkende at det 'bare' er et job og ikke lade mig binde af det. Jeg skal snart skifte Verdens Bedste Job ud - ikke fordi de ikke vil have mig deroppe fordi jeg ikke er god nok, men fordi Verdens Bedste Job simpelthen ikke eksisterer længere. Det er derfor op til mig at finde det, der så kan blive Verdens Bedste Job og selvom jeg frygter det helt vildt, så begynder jeg at kunne se håbet i horisonten.